Bag masterplanen for Gartnerbyen står Gartnerbyen P/S, som siden 2016 har arbejdet på at udvikle og transformere den gamle GASA-grund til Odenses nye bydel for unge, børnefamilier, seniorer, erhvervsdrivende - og alle andre, som besøger området.
Når bydelen står færdig i 2025, vil Gartnerbyen stå som et nyt, grønt kvarter, der forbinder Bolbro og Vesterbro. Området spreder sig over 140.000 kvadratmeter og huser flere hundrede boliger af forskellige typer og størrelser.
Fokus er at bevare stedets stærke historie og identitet. Og ikke mindst at skabe en gnidningsfri og uforstyrret hverdag for Gartnerbyens beboere, mens byggeriet står på.
Historien bag
Garterbyen P/S, som står bag udviklingen af bydelen, blev stiftet i 2016. Men historien begynder et andet sted.
I 80 år har der på grunden været afholdt dyrskue om sommeren - fra 1882-1961 - for at fremme avlen og udviklingen i landbruget gennem udstilling af dyr og redskaber fra hele landet. Dengang hed det ikke dyrskuer, men landmandsforsamlinger, og det var i starten primært heste, der blev udstillet. Det var disse landmandsforsamlinger, der satte gang i den forædling af husdyr og jordbrug, som i dag har gjort Danmark til et af verdens mest effektive landbrugslande. Og det var ligeledes dem, der gav starten til de folkefester, dyrskuer i dag også har udviklet sig til.
Læs mere om det fynske dyrskue på detfynskedyrskue.dk
Gasas Historie
Gasa eller Gartnernes Salgsforening opstod tilbage i 1929. Dengang lejede man lokaler på Sorte Brødre Torv.
Allerede i starten af 1930 flyttede Gasa dog til Middelfartvej, hvor der blev opført salgslokaler, kontorer m.m.. Disse arealer blev sidenhen flere gange udvidet, og i 1960 købte Gasa dyrskuepladsen af Odense kommune og flyttede en del af forretningen (Gasa Frugt og Grønt) ud til lokalerne på Lavsenvænget.
I 2012 blev GASA Frugt og Grønt udskilt i selvstændige bygninger, hvorfra de i dag driver virksomhed med salg af frugt og grønt. GASA Denmark, der omfatter salg af blomster, flytter i slutningen af 2018 ud til nye lokaler tættere på motorvejen på en grund med en unik placering centralt i Odense ved den nye letbane.