Den nye Odense-bydel Gartnerbyen får sin egen dagligvarebutik, når Coop365 til november etablerer en helt ny butik på Gartnerbyens butikstorv ud til Middelfartvej. Byggeriet går i gang sidst i juni.

Beboerne i og omkring Gartnerbyen kan se frem til lave priser og høj kvalitet, når en helt ny Coop365-butik slår dørene op til november.

Coop365 er Coops bud på en butik, der placerer sig midt mellem discountbutik og kvalitetssupermarked med fokus på bl.a. udvidede åbningstider og et stort økologisk sortiment til lave priser året rundt.

Butikken i Gartnerbyen bliver den foreløbigt femte Coop365 i Odense.

”Vi glæder os til at åbne vores helt nye lavprissupermarked i Gartnerbyen, som vi mener, er et meget spændende område. Vi tror, at vores kombination af lave priser og et større grønt sortiment af økologiske, sunde og dyrevelfærds-produkter passer perfekt til kunderne i den nye bydel,” siger salgschef Michael Halberg Kristensen, Coop365.

Butikken kommer til at erstatte Fakta-butikken på Rømersvej på den anden side af Odense Stadion.

Perfekt beliggenhed

Med sin placering ved Gartnerbyens butikstorv ud mod indkørselsrampen fra Middelfartvej får den nye Coop365 en perfekt beliggenhed, der også bør appellere til de mange billister og cyklister, som hver dag kører ud af Odense via Middelfartvej.

Butikken bliver Gartnerbyens første dagligvarebutik, hvilket bestyrelsesformand i Gartnerbyen P/S, Anker Boye, ser som en stor gevinst for bydelen.

”Hele tanken med Gartnerbyen er, at man som beboer skal være tæt på det hele. Fra letbane over bymidte og havn til indkøb. Derfor er det glædeligt, at vi nu kan tilbyde beboerne, at de kan foretage deres daglige indkøb uden at skulle forlade Gartnerbyen,” siger Anker Boye. 

Butikken får et samlet areal på ca. 1.200 m2, og byggeriet går i gang sidst i juni.



Følg med i udviklingen af Gartnerbyen på