Den står på både fællesspisninger og eftermiddagsafslapning i gården i Gartnerbyens seniorbofællesskab, hvor beboerne har fundet ind i et rigtig godt sammenhold.
Spontane grillfester. Fællesspisninger flere gange om måneden. Og uformelt sammenhold i den store gård om eftermiddagen.
Det er nogle af de faste aktiviteter, som udgør rygraden i det sociale liv i og omkring Gartnerbyens seniorbofællesskab. Et fælleskab, der drives i et innovativt partnerskab mellem pensionskassen PFA og Odense Boligselskab (OBO).
De første beboere flyttede ind i begyndelsen af 2021, og det første halve år har – på trods af coronasituationen - været præget af mange sociale aktiviteter og højt engagement, fortæller Torben Hauge Eskildsen, der er bestyrelsesformand for OBO’s lejerbestyrelse.
”Vi har brugt især fælleshuset og gårdrummet rigtigt meget hen over sommeren. Vi har set VM-fodbold og holdt spontane grillfester, og kommer man herud en solrig eftermiddag, kan der godt sidde en 20-25 beboere og drikke kaffe nede i gården,” fortæller Torben Hauge Eskildsen.
Mange faciliteter
Seniorbofællesskabet huser i alt 126 seniorvenlige boliger, og faciliteterne omfatter blandt andet - foruden fælleshus og gårdhave – værksted og hobbyrum, orangeri, legeplads til børnebørnene og små lejligheder, man som beboer kan låne ud til overnattende gæster.
Dertil kommer en social vicevært, som deles mellem PFA og OBO.
”Han er god til at drikke en kop kaffe med os, og man altid ringe eller skrive til ham, hvis der er et eller andet, som skal ordnes,” lyder det fra Torben Hauge Eskildsen.
Fælles morgenmad og høstfest
Fælleshuset har indtil videre lagt lokaler til både fælles morgenmadsspisning og fælles aftensmad et par gange om måneden, ligesom der er planlagt en høstfest i løbet af september.
Det er beboerne selv, og ikke bestyrelsen, der står for at tage initiativ til de forskellige sociale arrangementer. Betaling mv. klares indbyrdes mellem beboerne.
”Der er bare et rigtigt godt sammenhold herude, og vi er rigtigt glade for at bo her,” slutter Torben Hauge Eskildsen.
Kom på venteliste
Alle OBO’s lejligheder i seniorbofællesskabet er pt. udlejet, men det er muligt at skrive sig op på en venteliste. Læs mere her.
Du kan tilsvarende læse mere om PFA’s lejligheder her.