I løbet af de kommende år vil Industriens Pension opføre et nyt boligprojekt med 89 attraktive boliger op i Odenses grønne bydel Gartnerbyen.
Industriens Pension investerer således et trecifret millionbeløb i boligprojektet, som bliver et af de sidste projekter i Gartnerbyen.
Det nye boligprojekt får navnet ”Trekløveren” og kommer til at bestå af tre punkthuse, som vil symbolisere hvert deres blad i trekløveren. Det samlede bygningsareal bliver på 6.432 kvm, og boligerne bliver efter planen bæredygtighedscertificeret efter DGNB Guld-standarden, hvilket indebærer, at byggeriet skal leve op til en række høje krav for bl.a. miljømæssig bæredygtighed.
”Odense er inde i en rivende udvikling med mange nye, spændende boligområder og betydelige investeringer i at udvikle byen. Gartnerbyen er ved at tage form som et attraktivt grønt byområde, der bl.a. er kendetegnet ved varierede boligformer, rekreative områder og god infrastruktur med bl.a. et letbanestop som nabo. Vi er glade for at kunne bidrage til udviklingen af den sidste del af området med et kvalitetsprojekt, der samtidig forventes at kunne give medlemmerne i Industriens Pension et stabilt langsigtet afkast,” siger ejendomschef i Industriens Pension, Søren Tang Kristensen.
Attraktive boliger og grønne gårdrum
De 89 nye boliger bliver indrettet med lyse materialer, og alle lejligheder får rummelige terrasser eller altaner. Der bliver grønne gårdrum mellem punkthusene, og hele Gartnerbyen er karakteriseret ved mange rekreative områder, små butikker og en kombination af erhverv og boliger.
Skjøde er totalentreprenør på det nye byggeri, mens ejendomsmæglervirksomheden EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af projektet. Arkitema Architects har stået for arkitekturen.
De 89 nye boliger forventes at stå klar i løbet af 2023.
Fakta om Trekløveren
- Industriens Pension investerer et trecifret millionbeløb i boligprojektet Trekløveren, der består af tre punkthuse med 89 boliger centralt i Odense.
- De 89 boliger får et samlet bygningsareal på 6.432 m2.
- De nye boliger forventes bæredygtighedscertificeres med DGNB Guld.
- Trekløveren er en del af det nye store byområde Gartnerbyen, der er en ny grøn bydel i Odense.